“My purpose in writing this book is rooted in a desire to share, on a human level, some of the moments of my life that have signifivance to me as a photographer, and as a man”
– Dan Winters – The Road to Seeing
Lige fra side 1 i Dan Winters’ monumentale værk “The Road to Seeing” er der skruet op på max. Det er på alle måder en vild bog. Næsten 700 sider. 2½ kg og mere selvfølelse, end vi som europæere er vant til. Dan Winters ved godt, han er god – og på en måde er det befriende at læse noget, hvor der ikke er en masse falsk beskedenhed. Han er ærlig.
Dan Winters er mest kendt i dag for sine portrætter. Hans stil er karakteristisk i både optagelse og efterbehandling – og jeg indrømmer, at jeg er kæmpe fan. Derfor er det at dykke ned i hans billeder, arbejdsmetoder og overvejelser også så interessant.
Sidste mandags julekalender indeholdt Martin Parrs “The Last Resort”. Den udmærker sig ved ikke at indeholde et eneste ord, som Martin Parr har skrevet. Billederne taler for sig selv.
“The Road to Seeing” er alt andet end ordløs. Der er stadig masser af billeder i den, men det er teksterne, der er de dominerende. Fortællingerne.
Bogen falder i fire dele, som er cirka lige store. Først et selvbiografisk afsnit om Dan Winters og hans karriere fra pressefotograf i Californien, en flytning til New York og den endelige destination – Austin i Texas, hvor han finder sit kreative rum. Det handler om hans fotografiske dannelse, om de mennesker han møder, som lærer ham at se.
Derefter tager han en række dybe dyk ned i opgaver og projekter. Forskellige fotoessays bliver gennemgået – og rigt illustreret. Portrætopgaver af Denzel Washington, Helen Mirren, Tupac Shakur, Alison Brie, Kate Winslet og andre bliver gennemgået. Vi får lov til at få indsigt i overvejelserne, inspirationen og det ret vilde forarbejde, som nogle af disse opgaver kræver.
Tredje del, som er den korteste, er en lille detour fra fotografiet. Her dykker vi ned i nogen af de andre visuelle projekter, tegninger, collager etc. som Dan Winters har lavet. Ærligt – det er ikke den mest interessante del af bogen.
Til sidst dykker vi ned i fotografiet igen – denne gang med fokus på de personlige projekter. Her er der virkelig guld at hente for fotografen der savner inspiration i sit fotografiske liv. Alene hans “Fatherhood and Family”-projekt er inspirerende og fantastisk. Det minder på mange måder om Sally Mann’s “Immediate Family” i tone, men er på mange måder bare også utrolig … maskulint. Hver gang jeg ser det kapitel igennem får jeg lyst til at gå i gang med noget lignende om min egen familie.
Den sidste del handler om streetfotografiet, som tydeligvis har været med hos Dan Winters gennem hele karrieren. Fordi gaden er der altid. Det afsnit ringer så klart hos mig – formentlig fordi jeg har det på samme måde selv – at jeg altid vender tilbage til gaden. Her bryder han så også lidt med formen, og taler næsten mere om sine forbilleder end om sig selv – og dykker ned i selve streetfotografiets historie.
The somewhat nomadic practice of walking the streets and photographing the places we inhabit – and responding to all that the universe has to offer – has a particular strong hold on me.
Fra afsnittet “The Street”
Det er, som sagt, en monumental bog – og det er ikke en bog, som vil blive elsket af alle. Men hvis man har lyst til at få et indblik i et fotografisk ego og tankerne bag billederne, så er den absolut værd at læse. Forvent ikke, at der er opgivelser af blændetal, ISO eller objektiver. Jeg tror nærmest ikke, der bliver nævnt et kamera i bogen. Det er ikke det, det handler om. Det handler, som titlen siger, om vejen til at lære at se. Og når vi lærer at se, så lærer vi at fotografere.
Bogen kan være svær at skaffe desværre – men der er et eksemplar på Det Kongelige Bibliotek som kan hentes hjem via bibliotek.dk …