Fotobog: Steve Simon – The Passionate Photographer

Igen tager vi fat på en ordrig bog. Men denne gang med et perspektiv, der er helt nede på jorden. Nærmest ydmygt. Og med en formidlingsevne, som uværgerligt giver dig lyst til at tage kameraet op og gå ud i verden for at fotografere.

“The Passionate Photographer – Ten Steps Toward Becoming Great” er titlen, og forfatteren er Steve Simon – dokumentarfotograf, underviser og forfatter til en af de bedste “how to” fotobøger, jeg ejer.

Steve Simon har en karakteristisk stil, som gennemsyrer hele bogen. Og det er “passionate”. Der er indlevelse, forståelse og nærmest kærlighed til den menneskehed, som han fotograferer. Om det er den alleryderste højrefløj, mennesker på kanten af samfundet, bymennesker i deres travlhed, toppolitikere eller mennesker rundt om i verden, er der passion, kærlighed og en forståelse i billederne.

Billede fra Steve Simon på Instagram

Er det unikt for Steve Simon? Nej, det er det givetvis ikke. Vi kan komme med masser af eksempler på humanistiske fotografer, der vandrer ind i livet med et kamera og en lyst til at skildre hele den vanvittige mangfoldighed, vi lever i. Men få har kombineret den passion med en passion for at hjælpe os andre på vej. At inspirere os, opmuntre os og give os praktiske råd.

Bogen er inddelt i 10 kapitler, der dækker hver sin del af processen:

  1. Passion: An inch wide, a mile deep Om det personlige projekt
  2. Volume, volume, volume: 10000 hours – Practice and persistence Om at få styr på teknikken for at kunne koncentrere sig om fotografiet
  3. Work it: Don’t give up on the magic Om at bruge tid på billedet, kompositionen og insistere på motivet
  4. The lonely adventurer: Concentration and never lingering in your comfort zone Om at lære at koncentrere sig
  5. The evocative portrait: Photographing people gets easier Om at gå til mennesker og lære at tale med dem
  6. Follow the light … and learn to master it Om lyset og om farverne
  7. The art of the edit: Choose well and be the best you can be Om at udvælge de bedste billeder
  8. Assessing strengths and weaknesses: Never stop learning and growing Om at lære at kritisere sig selv
  9. Action plan: Setting goals and creating strategies Om at sætte mål
  10. Follow through: Share your vision with the world Om at dele billeder (f.eks. online)

Det skal siges, at jeg har førsteudgaven af bogen. Den er kommet i en 2. udgave, hvor der skulle være kommet mere ind om sociale medier, digitalt fotografi og alt det andet, som er sket siden 2012. Så det sidste kapitel især ville jeg forvente er meget mere fyldigt i den udgave (links nederst).

Billede fra Steve Simon på Instagram

Ser man på bogen som en helhed, er den første 2/3 om at fotografere, og den sidste tredjedel om at redigere, udvælge, kritisere. Og det er helt klart i den første del af bogen, at energien, passionen, er størst. Det sker tit i denne slags bøger (var også lidt tilfældet i Dan Winters bog i sidste uge), og det er forståeligt nok. Det skal ikke tage fra de virkelig (VIRKELIG) gode kapitler, at de sidste er knap så stærke.

Parat til at svare

Der er mange fotobøger, som er bange for at blive for tekniske. Som om det er lidt “finere” ikke at skrive alt for meget om blændetal, lukkertid, ISO og brændvidde. Men samtidig ved jeg også fra erfaring i mine fotokurser, at for mange fotografer er det OGSÅ om det tekniske. Ikke kun – de fleste er drevet af en lyst til et projekt eller bare en trang til at skabe – men også det tekniske. Og her er “The Passionate Photographer” en gave. For Steve Simon har ikke noget imod at dele EXIF-data, tips om brændvidder eller fortælle om eksponeringstrekanten. Det fylder bestemt ikke hele bogen, men det er der. Og det er faktisk ret befriende. At nu må vi gerne tale bare lidt teknik.

De personlige projekter

Steve Simons karriere består af en kombination af opgaver, han har løst for aviser, tidsskrifter og andre, samt personlige projekter, som har fyldt meget i hans liv. Men i bogen er vægten lagt på de personlige projekter. Ikke på de situationer, hvor hans pressekort eller opgave gav ham adgang til det helt særlige, men der, hvor han bare var sig selv i verden med sit kamera og sin passion. Og det er lykkeligt, at det er her, han har lagt vægten i bogen, for det gør det, han skriver, ekstremt relaterbart, selv når man er en fotograf og fotounderviser i en lille landsby på Djursland. Når man læser bogen, får man, som sagt, lyst til selv at fotografere, og det går op for en, at det eneste, der holder os tilbage, er os selv og vores tendens til at “linger in the comfort zone”.

Bogen er, som sagt, ude i anden udgave og kan fås som hardback på Amazon, eller, og det er et ret vildt tilbud, som eBog på Saxo. Her koster den 34,95(!). Godt nok med noget irriterende DRM, som gør den lidt bøvlet at have med at gøre. Men altså … 34,95.

Det kan man ikke engang få en kop kaffe for.

Og læs mere om Steve Simon på hans website: https://thepassionatephotographer.com/


Udgivet

i

, , ,

af

Tags: