close up of smart phone

3 Instagram-konti der er værd at følge

I det sidste afsnit af “Fotografiske Signaler” talte jeg om Flickr og dengang, hvor internettet bestod af gode communities, venlige kommentarer og uegennyttig deling. Det var ligesom, at det var hvid jul hvert år, og somrene var lange og varme. En del af det er formentlig et lyserødt tilbageblik og hænger måske slet ikke sammen med virkeligheden – men vi må i hvert fald forholde os til virkeligheden. Det internet, vi har i dag! Og på det internet, når det kommer til fotografi, så er Instagram stedet at være.

Instagram – uden selfies

Jeg har tænkt over det. Måske er problemet, at med Flickr var vi vant til, at det ligesom var én ting. Det handlede om fotografi, EXIF-data, kameraer og sådan noget. Instagram handler om alt muligt. Det handler om fodboldstjerner, influencers, gøgl og pjat. Det er letpåklædte mænd og damer. Der er selfies. Det er komedie-shorts. Men Instagram er og bliver primært visuelt, og hvis man kuraterer sit feed ordentligt, så kan man faktisk få en inspirerende oplevelse ud af det. Det handler simpelthen om, hvem man følger … så her er nogle gode bud.

Magnum – @magnumphotos

Magnum Photo er verdens vigtigste fotogruppe. Gennem snart 80 år har de leveret dokumentarisk fotografi fra alle steder i verden. Listen over tidligere og nuværende Magnum fotografer er imponerende – og på deres officielle instagram opdaterer de flere gange om ugen med aktuelle billeder, interessante tilbageblik og meget andet.

Steve McCurry – @stevemccurryofficial

Steve McCurry er måske ikke den kæmpe stjerne, han tidligere var. Afsløringer af mere eller mindre elegante Photoshop-retoucheringer har givet ham et lidt blakket ry, og hans forklaringer var måske ikke altid lige gode. Men hvis det handler om reportage og rejsefotografi, er hans billeder stadig fantastiske. Brug af farver og komposition er fantastisk. For alle, som rejser og fotograferer, er der stor inspiration at hente – og han (eller hans folk) opdaterer hans officielle Instagram rimelig ofte, så der også kommer noget i dit feed.

Anton Corbijn – @antoncorbijn4real

Rock and Roll. For en GenX-type som mig med en alternativ musiksmag er Anton Corbijn svær at ignorere. Tænk på Depeche Mode, PJ Harvey, Tom Waits, U2, REM, Nirvana – hans produktion er en decideret who’s who i moderne rock. Edgy, sort-hvid (for det meste), høj kontrast. Anton Corbijn har om nogen rendyrket en stil og et look til perfektion. Han er ikke længere særlig aktiv som fotograf, men han deler stadig med jævne mellemrum på Instagram.

Så her var 3 bud på Instagram-konti du bør følge. Send mig dine bud på hvad der skal følges – så laver vi et opsamlings-heat senere i julekalenderen.


Udgivet

i

, ,

af

Tags: