Det er lørdag i dag, og tid til reflektion. I dag skal det handle om objektiver – de faste og de variable. For det er et af de valg, vi som fotografer skal tage hele tiden. Fast brændvidde eller variabel – altså zoom?
Dette bliver ikke et forsvar for det ene eller det andet. Eller en sensationsartikel i stil med: “Derfor vælger jeg altid en fast brændvidde”. Faktum er, at jeg som fotograf har brug for begge dele.
Zoom-tid!
På mine Sony-kameraer er mine primære objektiver den hellige treenighed fra Tamron. Nemlig:
- 17-28 mm f2.8
- 28-75 mm f2.8
- 70-180 mm f2.8
Tre objektiver – dækning fra 17-180mm. Med de tre i tasken kan jeg fotografere stort set enhver situation, jeg kommer ud i. Oversigtsbilledet til bryllupsmiddagen på den vidvinklede, nærbillede af bruden, der bliver kysset af bryllupsgæsten på telen – og alt derimellem.
Det er mit “on the job” kit. Det er stabilt, jeg bliver aldrig fanget på det forkerte ben, og jeg kan altid levere varen med de tre. 60% af tiden er det min 28-75mm, der leverer, men det er rart at kunne gå enten tættere på eller længere væk med de andre.
35mm-tid
Men på mit andet kit – mit Fuji-kit – er det anderledes. Der er jeg stort set på faste brændvidder, og det er det kamera, jeg har med, når jeg bare skal ud og fotografere. Her bruger jeg stort set kun faste optikker. Her er mit udvalg:
- Samyang 12mm f2
- Fujifilm XF 35mm f1.4
- Samyang 85mm f1.8
Kommer jeg til at fotografere fugle eller sport med disse objektiver? Nej. Er jeg parat til enhver situation? Nej, heller ikke. Men de skærper min opmærksomhed og kreativitet. Hvor de tre zoom-objektiver sætter mig i stand til at løse opgaven, så tvinger de tre faste optikker mig til at finde motiver. For her kan et drej ikke ændre min billedvinkel – jeg må leve med det, jeg har sat på.
Valget
Så hvorfor ikke altid bruge min zoom? Fordi det begrænsede valg også kan fungere kreativt. Med min 35mm f1.4 på mit XT30 har jeg en billedvinkel, der stort set ligner det, jeg ser med det blotte øje. Det betyder, jeg har en instinktiv fornemmelse af, hvad det er, jeg fotograferer, og hvilket udsnit jeg har. Det betyder også, at jeg hurtigt ved, hvad jeg ikke kan fotografere, og en oplevelse af at miste motiver. Det er bare ikke et problem med den faste optik. Fordi når jeg har den på, så søger jeg efter motiver, der passer til min brændvidde.
Og der er forskellen. Når jeg har zoom på, er det fordi jeg er på job. Jeg vælger ikke motivet – jeg skal dække en begivenhed, være forberedt på det, som sker. Naturligvis er der skud, jeg måske misser, men jeg har rækkevidden til at fange det meste. Når jeg står der, er jeg i høj grad i den registrerende rolle.
Omvendt når jeg tager kameraet for at gå en tur med det. For at lave streetfoto, rejsefoto eller dokumentarfoto. Hvor det er mig, der vælger historien, og selv kontrollerer, hvad det er, jeg vil fortælle. Der er brændvidden / billedvinklen ikke et fængsel, men et kreativt valg. Jeg har en instinktiv forståelse af, hvad den kan – og derfor kan jeg bruge den.
Kend din optik
Jeg vil ikke påstå, at alle optikker er gode optikker. For det er de ikke. Nogle er skarpe, andre er ikke. Nogle er hurtige, andre er ikke. Men meget handler om at acceptere den optik, der sidder på kameraet – og acceptere, hvad det er, den kan. Og dermed også, hvad den ikke kan. For nej – du kan (formentlig) ikke skyde et bryllup udelukkende på en 12mm og forvente, at parret synes, det er fantastisk. Objektivet er et redskab – og man skal vælge det, som passer.
Men der er også tidspunkter, hvor begrænsningen er en styrke. Når du står på gaden med en 35mm, så må du få DEN til at fungere. Så må den billedvinkel beskrive det, du oplever. Fordi du ikke kan zoome. Det er et valg, du er blevet frataget.
Og nogle gange er det en god ting.